Ny stærk præstation af Shadow Tinghøj

Selv om Shadow Tinghøj galoperede kort efter start og satte op mod 50 meter til, så vandt den alligevel med “smør på halen” på Jydsk Væddeløbsbane søndag eftermiddag .

Shadow Tinghøj, der ejes af Caripo Ejendomsinvest og trænes af Jan Friis, er fortsat ubesejret i  2013, omend den unægtelig satte sin ejer, træner og tilhængere på pinebænken ved at galopere kort efter start.

Den tabte vel op mod 50 meter inden den atter fandt benene til trav, men Rene Kjær i sulkyen havde ikke tabt modet og kørte ufortrødent efter feltet.

Ud på sidste omgang var Shadow Tinghøj omkring 30 meter efter den førende.

Ned ad Stadionsiden bad Rene Kjær Shadow Tinghøj om at bestille noget mere, og opløbssvinget rundt gik den i nærkamp med førende Super Toft.

Denne var ingen match for Shadow Tinghøj, der sejrede  sikkert i 1.18.9/2360 meter – på andenpladsen noteredes Super Toft for 1.19.5.

Shadow Tinghøj er efter Dream Vacation – Folketidende.