Vi byder velkommen til en af dansk travsports allerbedste heste gennem tiderne, Tycoon Conway Hall, der fra 2019 skal være avlshingst her på Stutteri Shadow.
23 sejre i 59 starter, rekord 1.09.4 og en indtjening på 2.751.798 kroner – det er cifrene for Tycon Conway Halls karriere,
Som unghest vandt Tycoon Conway Hall bl.a. Grand Circle 3 års Championat og Jydsk 4-årings Grand Prix og som ældre begik han sig i hårdeste internationale konkurrence.
2016 var det helt store år for Tycoon Conway Hall, hvor han bl.a. gav Propulsion kamp til stregen i Finlandia Open og bød Nuncio op til dans i Årjängs Stora Pris.
Det blev bl.a. til sejr i en indledende afdeling i Sweden Cup, og det år – 2016 – tjente Tycoon Conway Hall 982.498 kroner og satte sin rekord 1.09.4.
Men det var også i 2016, at problemerne startede.
På Derbydagen måtte Tycoon Conway Hall slettes efter opvarmningen, og en røntgenundersøgelse nogle dage senere viste en fraktur på hovbenet.
I marts måned 2017 vendte Tycoon Conway Hall tilbage i løbene med sejr på Lunden, men glæden var kort.
Skaden var atter brudt op.
Behandlingsforløbet blev langt, men så ud til at være en succes, og i maj måned i år var Tycoon Conway Hall atter klar til start.
Han sæsondebuterede på Halmstad i flotte 1.12.0/1640 m, der var dansk rekord – og en af de to rekorder som Tycoon Conway Hall fortsat er indehaver af. Den anden satte han som 2-åring med 1.17.7/2000 m volte.
I Billund blev det til sejr på Sprintermester-dagen i 1.12.6a/1900 m, men i de fire følgende starter er det kun blevet til to femtepladser – afsluttende med sjettepladsen i Super Sprint-løbet på Jägersro den 10. oktober.
Tycoon Conway Hall har Conway Hall som fader, mens moderen er Golden Sunday v. Supergill – hun har Mack Lobell som morfader.
Udover Tycoon Conway Hall har Golden Sunday bl.a. født Cantab Hall DE (Angus Hall) 1.11.6 – 85.453 Euro samt Ultra Modern Hanke (Conway Hall) 1.13.1 – 302.812 NOK.
Prisen på Tycoon Conway Hall er sat til 0 + 6.000 kroner excl. moms.